Hvor kommer vandet fra?

Min onkel John har altid været rapkæftet – lige siden han var dreng, siger min mor.
For et par dage siden fyldte han 72 år – men det bliver man åbenbart ikke mindre stor i kæften af.

Den anden dag opdagede han at der trængte vand ind fra taget i hans hus og ind i stuen.
Som alle fornuftige borgere ville gøre, ringede han til sin forsikring:

Onkel John: Der drypper vand ind i min stue fra loftet…
Forsikringsdamen: Hvor kommer vandet fra?
Onkel John: Fra skyerne?!

Jeg håber at jeg vil være lige så flabet når jeg er 72.

Ugens transformation

Ok, når man har sådan en blog så er det vist meningen at man ind imellem skal vende vrangen ud på sig selv, som en slags naturalie-betaling til de 4-5 stykker der bruger tid på at læse med.
Der forventes at man outer noget med mellemrum.
Kaster kød til løverne.

Nuvel – her til aften kørte en eller anden tilfældig netradio-kanal i Casa Oschlag og pludselig spidsede jeg ører over et catchy klavertema.
Og det næste der skete var at jeg blev en emo-poptøs der var fan af den dynamiske russisk-lesbiske duo t.A.T.u.
Skøre, skøre verden.

I øvrigt er det i dag præcis 2465 dage siden jeg første gang skrev om t.A.T.u.
Tilfældigt? Det tror jeg vist ikke.

Sixty Symbols – skole-tv på nettet


Med al det samfundsomstyrtende og svinagtige materiale der bliver publiceret på steder som YouTube – katte der falder og folk der ikke kan synge men som gør det alligevel – følte jeg at jeg ramte en guldåre da jeg her til aften faldt over kanalen Sixty Symbols.

Hér fortæller 60 gale videnskabsfolk om baggrunden for 60 forskellige symboler fra fysikkens og astronomiens verden, og mens jeg blankt (no pun) erkender at jeg ikke forstår alt hvad der vælter ud af munden på disse meget fornøjelige folk, så følte jeg mig underligt ophøjet underholdt mens jeg gloede disse klip igennem.

Initiativet er højst prisværdigt og får hermed min bedste anbefaling.
Men det siger måske ikke så meget for de trofaste følgere af bloggen hér…

Og husk i øvrigt at BTs tidligere chefredaktør Arne Notkin har lovet os at skole-tv vender tilbage på DR2.
Der er tilsyneladende et liv efter tabloidpressen.