Min onkel John har altid været rapkæftet – lige siden han var dreng, siger min mor.
For et par dage siden fyldte han 72 år – men det bliver man åbenbart ikke mindre stor i kæften af.

Den anden dag opdagede han at der trængte vand ind fra taget i hans hus og ind i stuen.
Som alle fornuftige borgere ville gøre, ringede han til sin forsikring:

Onkel John: Der drypper vand ind i min stue fra loftet…
Forsikringsdamen: Hvor kommer vandet fra?
Onkel John: Fra skyerne?!

Jeg håber at jeg vil være lige så flabet når jeg er 72.

Ok, når man har sådan en blog så er det vist meningen at man ind imellem skal vende vrangen ud på sig selv, som en slags naturalie-betaling til de 4-5 stykker der bruger tid på at læse med.
Der forventes at man outer noget med mellemrum.
Kaster kød til løverne.

Nuvel – her til aften kørte en eller anden tilfældig netradio-kanal i Casa Oschlag og pludselig spidsede jeg ører over et catchy klavertema.
Og det næste der skete var at jeg blev en emo-poptøs der var fan af den dynamiske russisk-lesbiske duo t.A.T.u.
Skøre, skøre verden.

I øvrigt er det i dag præcis 2465 dage siden jeg første gang skrev om t.A.T.u.
Tilfældigt? Det tror jeg vist ikke.

Som en uendelig løkke
af kommunale badstuefliser,
strammes mit liv til; i hvidt og turkis.