I går var jeg ude og spise med nogle gode, gamle venner.
Nå ja, lad os bare kalde en hest for en hest og sige at vi drak mere øl end vi spiste. Tiden skred jo fra os og der er grænser for hvor længe man kan sidde og pille i en kold rodfrugtegryde på BioMio.

Som så tit i vores alder med flexlån og skilsmisser, faldt snakken på bolig.
En af de boligsøgende drikkebrødre siger:
- Man skal jo satme bo i noget…nedlagt-noget.

Rigtigt og godt set. Skarpt gået.
Oh ve dem der bor i lejligheder eller parcelhuse der er skabt til formålet; bolig.
Det er total last century at bosætte sig i sådan noget åbenlyst optrækkeri.
Skal det gøres rigtigt, så skal man indrette sig i en gammel saltsyrefabrik på Bryggen som hverken har varme eller rindende vand; gøre stedet til sit eget og sætte sit unikke præg på det.
Starte fra scratch. Vise hvem man ER.
Masser af sjæl og historier som man kan fortælle sine gæster om fordums tids produktionssamfund.

Med fryd kan jeg meddele at jeg bor på et gammelt tørreloft.
Yes – hér har gået gamle koner med vasketøj og træklemmer og lændesmerter mens regnen piskede dem ind i deres vindblæste ansigter igennem hullet tegl.
Glem alt om ‘lejlighed’ – det hér er sgu ægte produktionsnostalgi.
Historien om håndens arbejde.

Jeg har sågar en fritstående bjælke som på trods af renovering og slibning og maling og antisvamp-behandling ikke kan skjule at dette sted bygger på bjælker.
Bjælker som sammenbidte tømrere for 100 år siden har slæbt op i 5. sals højde, iført udtrådt træfodtøj og sækkelærred og reb om livet.
Alverdens lavtskylstoiletter og gipsvægge og centralvarmeanlæg kan ikke skjule tingenes rette sammenhæng hér.

Kom roligt til kaffe hos mig og hør sande og autentiske historier om de rum jeg omgiver mig med til dagligt.
Lad vægge og gulve og lofter synge deres sang

Fanden skulle stå i at definere os selv udfra de handlinger vi udfører og de valg vi træffer; det indre rum.
Det er og bliver noget billigt, spirituelt ævl.
Find dig noget nedlagt og kom ind i kampen.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

Chris Rea – The Road To Hell – Part II

Mens politikere, statspersonligheder, åndelige ledere, NGOer, politi og klimabøller kører på de høje nagler i København, så læn dig tilbage fra snakkeriet og knippelsuppen og tag en tur med ud på motorvejen til helvede.

Da Chris Rea for 20 år siden skrev en sang om sine oplevelser på M25 ringvejen der drøner rundt om London kunne han jo ikke ane at verden var på vej til at gå ad helvede til, for den slags musikertyper er altid høje på crack og får underlige mønstre på nethinden og hører stemmer.
Kunstnere er så tvetydige og svære at forstå.

Godt at vi har politikere der er handlekraftige, klare i mælet og kan kalde en spade for en spade og indlemme Tibet i Kina med et pennestrøg i fladskærmens og firehjulstrækkerens navn.

Happy COP15. See you down the road.