Her i morges ved en ni-tiden gik jeg forbi Oehlenschlægersgade Skole på Vesterbro.

Ikke i sig selv særligt bemærkelsesværdigt.
Vel er skolen i Oehlenschlægersgade ikke det man kan kalde et decideret udflugtsmål eller en turistattraktion, men et par mennesker kommer der vel forbi – selv på sådan en dødsyg mandag.
Om ikke andre, så skolens 435 elever – minus dem der pjækker eller ligger derhjemme syge med influenza, betændelser eller andet af (skole)verdens dårligdom.

Nuvel – idet jeg gik forbi var der frikvartér og jeg hørte lyden af – skolegård; unger der trampede rundt efter hinanden og høje barnestemmer der skreg vigtige meddelelser og hele lyden af børn i bevægelse – de larmer jo per definition bare de bevæger sig, sådan nogle sataner.

Og der var noget trygt og rart og absurd fredfyldt ved den lyd.
Sådan har skolegårde altid lydt. Under Anker, Schlüter og Stauning.

Midt i finanskrise, friværdipanik, recession, arbejdsløshed og usikkerheden omkring Anders Foghs NATO-toppost og Mohameds placering i X-factor, var det vidunderligt at lukke øjnene og lave en mental tilbagelæning og bare lytte til skolegård som den altid vil lyde.
En asfalteret havn at styre sit urolige væsen imod.

Find en skolegård nær dig og slå turen omkring en af dagene.
Det er et gratis fix.