Jeg har netop modtaget en mail fra TDC om at min Digital Signatur er ved at udløbe, og at jeg skal forny den.
Følg med i real time mens jeg fornyer min Digital Signatur.
Jeg håber naturligvis på det bedste – men frygter det værste.
Nåmenaltså – alt hvad jeg skal gøre er at klikke i på et link i mailen – og så er jeg i gang.
Kl. 16.09
Klikkeklik – jeg er i gang…
Kl. 16.11
Efter det er blevet fastslået at jeg ikke bruger Windows, så bliver jeg bedt om at vælge en adgangskode til signaturen. Og jeg som troede at hele ideen med Digital Signatur var at slippe for en adgangskode.
Well – jeg gør som jeg bliver bedt om. Også i denne henseende:

Kl.16.15
Jeg bliver da bedt om at hente Digital Signatur til min harddisk – den vil blive gemt som en html-fil, som jeg efterfølgende blot skal klikke på…for at komme igang:
Kl. 16.22
Hmm…jeg dobbeltklikkede på filen som jeg havde gemt, og fik muligheden for at ‘installere Digital Signatur til denne browser’.
Jeg fik desværre ikke lige taget et billede af skærmen, men da jeg sagde ja til at installere, så fik jeg en fejlmeddelelse om at kodeordet i filen var tomt.
Og jeg havde altså tastet et kodeord ind tidligere…omkring kl. 16.11.
Kl. 16.26
Nå, jeg er jo ikke sådan at hyle ud af den. På den igen.
Jeg dobbeltklikker på filen for at prøve igen.
Men det kan jeg ikke få lov til. Nu får jeg denne her fejlmeddelelse:

Jeg prøver lige et par gange til for en sikkerheds skyld – men får samme fejl.
Kl. 16.31
Jeg er jo et entreprenant menneske som har mere end én browser, så jeg tænker at jeg da prøver at installere Digital Signatur i en anden browser, når nu mit ene forsøg med at installerer i Firefox, tilsyneladende er brugt op.
Men denne browser – Safari – kan åbenbart ikke benyttes til Digital Signatur:

Kl. 16.34
Nå, men det der PKCS#12-format som TDC nævner, det er jo vist også det jeg benyttede i forvejen. Ihvertfald har jeg igennem lang tid haft en fil liggende på min harddisk som hedder ‘TDCDigitalSignatur.pkcs12′.
Så jeg gemmer i PKCS#12-format – i denne her browser som jeg nu prøver med.
Og jeg har jo allerede beskyttet filen med et kodeord – selv om det åbenbart ikke var nødvendigt i Firefox-browseren (som jeg altså ikke kunne få lov til at installere i – på grund af manglende kodeord), men åbenbart er en nødvendighed i denne her browser.
Hmm….forvirret?
Nah – ingen grund til sure miner; der er jo en knap jeg kan trykke på.
Kl. 16.41
Så er dén fil gemt – PKCS#12-format og hele svineriet.
Hmm…hvad så?!
Har jeg installeret Digital Signatur?
Jeg fik at vide at jeg ikke kunne installere Digital Signatur i denne browser, og installationen i Firefox gik jo åbenbart galt – så har jeg fornyet min Digital Signatur nu?!
Det må jo komme an på en prøve.
Jeg må prøve at logge ind på min Telmore-konto via Digital Signatur…
Kl.16.48
Hmm…indtil for 30 minutter siden kunne jeg godt logge ind på min Telmore-konto med Digital Signatur. Men nu hvor jeg – måske – har fornyet min Digital Signatur, så får jeg følgende meddelse fra Telmore, når jeg klikker på ‘Log in’ på deres side:

Jeg kan ikke helt greje det…jeg er tydeligvis ikke logget ind. Men Telmore skriver jo at de har gjort det nemt for mig at knytte min Digital Signatur til min Telmore-konto.
Og det har jeg gjort. For lang tid siden. Men skal jeg gøre det igen?
Jeg er jo igang med at forny min Digital Signatur – ikke benytte en ny Digital Signatur?!
Kl. 16.52
Jeg tror at jeg hopper tilbage til min Firefox-browser og ser om det virker dér.
Godt nok fik jeg en fejlmeddelelse tidligere om at kodeordet i html-filen var tomt (på trods af at jeg havde udfyldt et kodeord) – og jeg fik også efterfølgende en alert om noget med en invalid signatur…men miraklernes tid er måske ikke ovre, så jeg forsøger at logge ind på min Telmore-konto med Digital Signatur i min Firefox-browser…
Kl. 16.56
Puha! Nu bliver jeg bedt om at acceptere et certifikat når jeg forsøger at komme ind på Telmores hjemmeside! Hvad hulen er et certifikat for noget?!

Kl.17.00
Nå for fanden – Hvo intet vover! Jeg klikker ja til ‘Accept this certificate temporarily for this session’. Det lyder nogenlunde ok sikkert for mig, og jeg har jo også hørt at Digital Signatur i øvrigt er totalt sikkert, så helt galt kan det vel ikke gå…
Well…jeg kommer ikke ind på Telmores hjemmeside, men får denne her fejlmeddelelse:

kl. 17.10
Hmm….altså.
Kunne det være fordi at der ligger noget gammel Digital Signatur og roder på min harddisk?!
Hvad var det TDC skev i den der mail til mig?!
Når du fornyer din signatur, vil du både have den gamle og nye signatur på din computer. Skal du ikke bruge den gamle signatur kan du slette den ved at trykke på Start-knappen, vælge menupunktet Digital Signatur og trykke på Slet Signatur. Vær opmærksom på at hvis du har krypteret data, f.eks. har modtaget krypteret e-mail, skal du stadig bruge den gamle signatur til at åbne de gamle e-mails.
Start-knappen?!
Hvor hulen sidder Start-knappen? Mener de min tænd-og-sluk-knap på computeren?!
Og hvad er det med at hvis jeg fjerne den gamle signatur, så kan jeg måske ikke læse nogle af mine gamle emails?!
Jeg må hellere lade være med at slette nogle af de der Digital Signatur-filer…
Kl. 17.13
Nu er der ved at være gået en time.
Har jeg egentligt fået fornyet min Digital Signatur?
Jeg kan ikke mere benytte Digital Signatur til at logge ind på for eksempel Telmore.
Hverken i min Firefox eller min Safari-browser.
Det kunne jeg ellers inden jeg gik i gang med at forny signaturen.
Jeg er simpelthen nødt til at spørge nogle af jer kloge hoveder til hjælp, som læser med her.
Har I nogle gode forslag til hvordan jeg igen kan komme til at benytte Digital Signatur?
Jeg er nemlig nødt til at ruste mig til at min mor på 72 år ringer og sikkert skal ha’ lidt hjælp til det der med Digital Signatur.

