Her er den virkelige historie om hvordan deling på internettet, (måske) endte med at jeg sad og spiste sammen med nogle fremmede mennesker i en lejlighed på Vesterbro, København.
Lidt baggrund
Jeg har et lille progam kørende på min computer, som hedde Juhu.
Programmet altså.
Juhu kører sådan i baggrunden, og fortæller mig om hvad andre mennesker har valgt at publicere på Jaiku.
Jaiku er en webservice hvor man kan skrive små beskeder ud i intetheden, og andre som så har valgt at se disse beskeder, kan så…well, se dem.
Ikke ligefrem raketvidenskab, men altså Jaiku har gjort det frit at dele hvad der bliver skrevet dér, og ham der har lavet Juhu har valgt at dele programmet med os andre.
På Jaiku kan man også tilknytte RSS-feeds; det vil sige at hver gang man for eksempel skriver et indlæg på sin blog, eller smider et billede op på sin billedekonto, så bliver der automatisk genereret en besked på Jaiku om det.
Og den besked bliver så hentet af mit lille program Juhu, der så fortæller mig at nu er der en ny besked fra den og den.
På den måde er jeg også fri for at sidde og glo på Jaiku hele dagen.
Ok, til sagen
Nuvel, den anden dag er der en som lægger et billede op på sin billededelingskonto hos Flickr.
Det vil sige at vedkommende har taget et billede, og aktivt har uploadet til nettet så andre kan se det.
Han deler billedet, med andre ord.
Jaiku bliver så fortalt af Flickr at nu er der et nyt billede, og smider en besked ud i intetheden om det, som jeg så opsnapper.
Flickr deler altså viden om det nye billede.
På billedet er en tekst om et sted på nettet der hedder spis-sammen.dk.
Jeg går ind og kigger på stedet, og det viser sig at være en webservice hvor folk der gerne vil spise sammen med nogle andre mennesker, kan møde hinanden.
Sådan i virkeligheden.
På den måde er navnet spis-sammen.dk jo meget godt valgt.
Nåmenaltså, jeg opretter mig med nogle oplysninger på denne her webservice.
Det er der en del andre der også har gjort, og vi har allesammen skrevet hvor vi bor og hvad vi kan li’ af mad og hvordan vi i det hele taget forestiller os at det med at spise sammen skal forløbe.
Vi deler altså noget viden om hvem vi er og hvad vi godt kunne tænke os.
Go’ appetit
På spis-sammen.dk søger jeg på nogle mennesker der lige som jeg bor på Vesterbro og skriver til dem, og så bliver vi enige om at finde en dag at mødes, og lave mad sammen og se om vi river hovederne af hinanden eller hvad der sker.
Så den 24. oktober sidder jeg sansynligvis et sted på Vesterbro og spiser sammen med 7 andre mennesker, som jeg ikke kender i forvejen, og som jeg ville have haft ret svært ved at finde, hvis ikke en masse mennesker havde valgt at dele noget og gøre det frit tilgængeligt.