
Det har i mange Herrens år været muligt at stjæle med arme og ben.
Gud stjal et ribben fra Adam, og siden da er det kun gået ned ad bakke.
Med stjæleriet altså.
Vi mennesker har igennem tiderne – og afhængigt af forskellige behov – stjålet malerier, mad og hinandens ægtefolk.
Gode, solide, håndgribelige ting.
I den nyere, industrialiserede tidsalder hvor vi er blevet klogere og har fundet på mange ting, har vi så også kunne stjæle såkaldt ‘intellectual property‘ – ideer og tanker og den slags svineri, der ellers altid har været holdt indenfor hjemmets fire vægge.
Med computerens komme er det så blevet muligt at stjæle bits ‘n’ bytes – altså alt som er blevet digitaliseret.
Og helt galt gik det da internettet blev udbredt – den store, brede distributionskanal af digitalt materiale.
Det begyndte at flyve rundt med sjofle vittigheder og billeder og sjove Power Point præsentationer i emails. Og alle var ligeglade med hvem som ejede dem.
Der blev stjålet løs.
TV-programmer på nettet
Og nu står de levende billeder for skud. Vores arvesyndsbårne refleks for at stjæle har ramt TV-programmerne.
Det har længe været muligt at se de dér afsnit af West Wing som du ikke lige fik set fordi du tumlede rundt i en brandert eller var til tante Toves fødselsdag.
De er blevet optaget på harddisk-optager af et eller andet velmenende menneske, og så er de blevet lagt på nettet.
Nettet flyder i disse dage med TV-programmer og sportskampe og musikvidoer og lir.
Det allerseneste skud på Syndens Stamme er så åbenbart at stjæle – fodboldkampe.
Fodboldkamp tyvstjålet
Sagen er at forskellige transmissioner af fodboldkampe – igennem tiderne populært kaldet ‘fodbold på tv’ – er dukket op på nettet.
Ikke bare som optaget kampe man så kan se når den er spillet færdigt.
Nej, nogle entreprenante mennesker er begyndt at live-transmittere disse fodboldskampe på nettet, så man kan se dem online mens de vises på tv.
På den måde slipper man selvfølgelig også for at have en grim parabol hængende på husmuren – og hvis man slet ikke har noget TV fordi man synes at det der programlægges og sendes er noget hø – ja, så kan man altså stadig se en god fodboldkamp på computeren.
‘Vi vil ikke finde os i at folk stjæler vores signal’
Men ikke alle synes at det er lige smart.
Modern Times Group (sic!) (MTG) der ejer rettigheder til transmission af nogle forskellige fodboldskampe, er blevet meget fortørnet, fordi en masse firmaer har betalt dem en hulens masse penge for at få vist deres reklamer under de her foldboldkampe, og MTG betaler en hulens masse penge for at få lov til at transmittere de her kampe, og så betaler os der så passende er blevet døbt ‘forbrugere’, en hulens masse penge for at få lov til at modtage Viasat Sport så vi kan se kampene og reklamerne.
Det hele er et meget forvirrende og forfinet kredsløb og du behøver ikke forstå det – det virker.
Nå, men det hele er selvfølgelig noget skidt for MTG og samfundsøkonomien og hele ‘our way of life’ og skal naturligvis stoppes med alle tænkelige midler – som MTG’s direktør Jørgen Madsen udtaler:
Det er ulovligt og ganske banalt tyveri. [...] Vi forfølger den slags, for vi vil ganske enkelt ikke finde os i, at folk stjæler vores signal.
Go’ kamp Jørgen
Altså…på med jurist-vanten og så er det ellers at dykke ned i lovbøgerne og rykke ud med tæskeholdet og knalde synderne.
Går jeg ud fra.
Jeg ved ikke helt hvad Jørgen Madsen mener med ‘forfølger’.
Men det Jørgen Madsen og alle de andre Jørgen’er åbenbart ikke vil forstå, er at den samme teknologi som de selv benytter i stor stil til at sprede deres budskab og underholdning og reklamer, er tilgængelig for os alle sammen:
- Vi har længe haft computere med simple redigeringsværktøjer, harddisk-optagere og videokameraer i vores telefoner.
- Vi har længe haft hurtige bredbåndsforbindelser, fildelingsværktøjer og masser af glade mennesker der godt gider kigge med.
- Og nu har vi tilsyneladende også redskaber og båndbredde til at live-sende på nettet.
Jørgen skal til at indse, at teknologi ikke længere er noget der er forbeholdt virksomheder som MTG, der omsætter for 8 milliarder svenske kroner om året.
Teknologien følger stort set med når jeg køber en computer til kr. 7.000 og en bredbåndsforbindelse til kr. 400/md.
Det er menneskeligt at dele
Mit bud er, at ligegyldigt hvor mange lovgivninger der bliver stemt hjem, ligegyldigt hvor mange jurister der bliver uddannet og sat på sagerne, ligegyldigt hvor mange domme der falder og ligegyldigt hvor mange gange Jørgen og hans ligesindede brokker sig offentligt over at deres forretning bliver undergravet, så vil de og vi fremover kun se en stigning i deling af digitalt materiale.
Og nye måder at gøre det på.
Jørgen og de andre i underholdningsbranchen skal til at indtænke smarte mennesker (det er dem der bliver kaldt ‘forbrugere’, red.) med smarte redskaber, når de snakker business sammen.
Og så skal Jørgen og de andre nok også til at lægge en ny forretningsstrategi der er up-to-date, og ikke indbefatter at malke deres underholdningsmateriale for hver en dråbe.
Del skidtet med os – og lad os se på det.
Og bevares – find en anden smart måde at lave en hulens masse penge på, hvis det er så vigtigt.


