B-samfundet

Der er en gammel jødisk vittighed der siger; 2 jøder – 3 meninger.
Der er også den gamle jødiske historie om manden der strandede på en øde ø, og byggede to synagoger; den han kom i, og den han ikke kunne drømme om at komme i.

Det er naturligvis på kant med terrorlovgivningen at gengive den slags racistisk svineri, men det er skægt, og så kommer disse hér antropologiske platheder fra hesten mund; de er som sagt gamle, jødiske vittigheder.

Historierne om danskerne som folkefærd, drejer sig tit om vores forhold til foreninger, og jeg faldt netop nu over denne her:
To danskere: en forening
Tre danskere: to foreninger
Fire danskere: tre foreninger, en paraplyorganisation og ondt blod

Nå, men altså hvorfor så al den snak om Jøde- og Molbohistorier?!

Jo, det er et billigt blogger-trick at starte med den slags anekdotiske ligegyldigheder.
En slags digital foreplay, for at skjule det gabende kedsommelige ved det egentlige budskab:
Jeg har meldt mig ind i en forening.

I går meldte jeg mig ind i B-Samfundet, der er en forening efter mit hoved:

B-samfundet er en forening, der arbejder for at skabe accept af B-menneskers livsform og skabe nye samfundsmæssige rammer, der understøtter denne livsform.

Og så er det alvorligt ment.
Det er indtil videre gratis at melde sig ind, og det er der så over 4.000 B-danskere der har gjort.
Vær med hvis du har lyst til at styrte A-tyranniet i grus.

For at føje skam til vanære (og totalt smadre fokus for dette blogindlæg), så er her et par platte vitser mere som det åbenbart passede mig at publicere på et tidspunkt:

De små synger

I morges mens jeg stod og ventede, kom en pige på omkring 5 år gående med sin mor. Og hun sang i vilden sky.
Pigen altså.
Det med at synge på gaden aftager med alderen, har jeg indtryk af.

Jeg har altid syntes at det var så skægt – børn der synger om hvad der sker lige nu, og hvad deres hoved er fuld af. På en hjemmebrygget melodi der opstår spontant til lejligheden.

Hende hér passede det så at synge:

‘Jeg fryser. Om mine ben.
Jeg fryser. Om mine ben.
For de er lavet – af tis og sne.’

Det er noget andet end Celin Dion. Tror jeg.
Men det er der.
Og der er noget ved det, som giver mig en enorm tiltro til at universet er hæftet humoristisk sammen i kanterne.

My 2 cents

I disse tider hvor Danmarks Radio skal svinge sparekniven mod eget bryst, undres jeg over hvordan der sættes et helt naturligt lighedstegn mellem færre penge = dårligere tv.

Der ligger helt sikkert en masse menneskelig og professionel tragedie for enden af sparetunnelen – bevares – men dårligere tv?!

Jeg håber ihvertfald ikke at jeg kommer til at leve til at se dagen hvor tv-stationerne får flere penge mellem hænderne til at producere tv for.