Igår – eller var det for et par dage siden?…årene rutsher jo forbi i min alder – var der et kort portrætprogram på TV med den danske sanger og sangskriver Allan Olsen.
Allan er en af mine få tilbageblevne laster.
Han bliver tit af udeforstående sat i bås med både Johnny Madsen og Lars Lilholt, og afhængig af ens idiosynkrasier kan begge båse jo være frygtindgydende at blive spærret inde i.
Men Allan Olsen er altså mere ‘sane’ end Johnny Madsen, og han har mere kant end Lars Lilholt.
Faktisk vil jeg gå så langt – oh ve og skræk – at kalde ham ‘sin egen’.
Jeg har været med næsten hele vejen fra Allan Olsen debuterede i starten af 1990′erne, og hver gang han kommer til København for at optræde i Pumpehuset (det er det samme sted hver gang), så tropper jeg op med min ven Tim og så står vi og drikker fadøl med armene over kors og lytter til Allan og hans finurlige tekster.
‘Finurlige’ er egentligt nok et forkert ord at bruge – det er sådan lidt pussenusseagtigt.
Og Allan Olsen er ikke pussenusseagtig. Han er tit skarp som en samuraisværd, som i sangen om da København fik sin Metro – I statsministerens undergrund.
Mens alle vi Københavnere dansede rundt i glædesrus over at kunne komme hurtigt frem og tilbage inden for voldene, så beskrev Allan Olsen (medierns jubeldækning af) undergrundsprojektet som det kunne tage sig ud for en provinsbo – der jo trods alt også er en slags danskere:
de forsvinder i tunnelen og kommer ud igen
så skal vi se de kører ind og minsandten ud igen
hver en start og hvert et stop skal absolut følges
30 meter blikfarvet medisterpølseog jeg er fuldstændig ligeglad
det pisser ned og min knallert er flad
så få da armene ned Anders Fogh
det er trods alt kun et lille futtog
Så blev det sagt.
Et overskredent milliardprojekt blev sammenlignet med en 30 meter lang medisterpølse, og et moderne, førerløst metrosystem fra italienske Ansaldo blev kaldt for et futtog,
Jeg er sikker på at Allan Olsen synes at den Københavnske Metro er fin nok. Han kører sikkert med den når han er herovre. Og den er fin. Det synes hele Danmark.
Vi trængte bare til at høre at den ikke er verdens omdrejningspunkt, og at der stadig findes folk efter Metroen, som kører rundt på en knallert med en mælkekasse bagpå.
Det er en slags positiv brug af janteloven. Positiv, fordi der er umiskendeligt glimt i øjet, og fordi personen bag ordene ikke er ekstremist men konssensussøgende.
Du tror mig ikke?!
Trop op i Pumpehuset næste gang og drik en fadøl med mig.
Eller fang Allan Olsen et sted i provinsen og drik hans skål.
Troubaduren selv afslørede i miniportrættet på TV, at han gerne tager et glas Havana Club rom inden han stiller sig op foran publikum:
Det er godt med sådan en lille én inden man går på scenen…til at tage sjælens små rifter med. Så ordner vi de store flænger senere på aftenen…som Madsen siger.
