3 tilbyder i disse dage sine kunder Skype og TV og spil og Slingbox og Google og Yahoo og Zap og Orp og Messenger og Hotmail og…
Det hele er pakket i en godtepose med navnet X-series – køb dén og så er du kørende på nettet fra din 3 mobil.
På 3′s blog skriver Christiane fra marketingafdelingen:
X-serien er fra 3s side tænkt som en eksklusiv serie, hvor vi samler de mest spændende brands fra nettet til en fast pris som inkluderer fri datatrafik
Og i et tidligere indlæg:
Så alt i alt en rigtig god dag på content siden :-)
Nej 3.
Hver dag siden jeg fik mit 3 abonnement – det var i oktober 2006 – har været en rigtig dårlig dag på content siden.
Og denne onsdag er ingen undtagelse.
3 er lukket
3′s netværk er et lukket land, en øde ørken, et udtørret flodleje.
Jeg har i 3 måneder forsøgt at installere software på min mobiltelefon, og har flere gange fået meddelelsen om at ‘Programmet ikke understøttes’.
Og det er ikke fordi min telefonmodel ikke understøtter programmet – det er fordi 3 nægter mig adgang til at benytte programmet.
ShoZu er seneste eksempel.
ShoZu er en stump software til min mobil, som gør det let for mig at sende billeder direkte fra min telefon og op til min 23-konto hvor jeg deler mine billeder.
ShoZu gør det let for mig at dele mine billeder via min mobil.
3 gør det umuligt for mig.
Men 3 tilbyder mig tilgengæld ‘spændende brands fra nettet til en fast pris’, mens det eneste jeg vil, er at købe noget datatrafik af 3 og så iøvrigt bruge min mobil til hvad jeg vil.
Jeg troede at 3 solgte taletid og datatrafik, men det passer jo ikke.
3 sælger mig pt. et forkrøblet mobilprodukt – med mulighed for at tilkøbe nogle prædefineret services som jeg så personligt ikke har brug for.
Med andre ord – jeg har ikke brug for 3.
Har du?!
Mere debat om 3
I øvrigt er der masser af tæv i luften på 3′s blog, hvor produkterne og kundeservicen får en over nakken af nogle af kunderne.
Der kører også heftige debatter om 3 inde på siden mobildebat.dk.
Specielt denne her debat der indeholder en masse oplevelser med 3′s kundeservice samt deres varsling af prisforhøjelser.
Jeg faldt over et virkeligt specielt eksempel på weird kunderservice; en medarbejder trækker efter 10 minutter et telefonisk tilbud til en kunde tilbage, fordi medarbejderen opdager at vedkommende har skrevet om sin oplevelse på mobildebat.dk.