Gratisavisen 24timer som man kan finde på gader og stræder og i trappeopgange, bringer i dag et dobbeltopslag om Second Life som er en virtuel verden på nettet.

24timer har oprettet et virtuelt redaktionslokale i den digitale parallelverden hvor avisen byder sig til, og jeg kan naturligvis ikke stå på sidelinien og se passivt til så jeg har besluttet mig for at etablere Oschlag’s Second Life.

Second Life er en tredimensionel, grafisk virtuel verden på nettet hvor man skaber sin egen figur, bevæger sig rundt, møder andre mennesker, køber land, bygger hus og går til koncerter.
Rygterne siger at man med denne figur kan foretage sig de samme ting som man kan i det første liv som Gud har givet os – og mere til.
En fristelse for søgende sjæle som mig selv – og indtil videre 1,5 millioner andre.

Dette er 1. del af min digitale skabelsesberetning om turen ind i Second Life – og måske tilbage igen.
Læs med og lav eventuelt din egen figur og kom med derind.

Hvad skal barnet hedde?!

Først skal jeg skabes i Second Life, og umiddelbart er der lovet mig en nem fødsel.
På secondlife.com klikker jeg på på den store, orange ‘Join Now!’ knap.
Det næste der sker er at jeg bliver spurgt om hvad jeg ville hedde i mit virtuelle liv.
Stort eksistentielt spørgsmål.
Nu hvor jeg har chancen for selv at bestemme hvad jeg skal hedde, kan jeg så stå distancen og vælge det jeg altid har ville hedde – Glenn for eksempel?

Nej – jeg kan frit vælge fornavn men vælger helt fantasiforladt det navn som mine forældre gav mig – Joachim.

Efternavnene ligger dog helt anderledes fast; her kan jeg vælge mellem ca. 100 forskellige hvoraf nogle af dem bærer præg af at være leveret af brugerne selv; ‘Amsterdam’ og ‘Tokyo’ er et par eksempler jeg mistænker for at være lavet af folk fra de to byer. Men jeg ved ikke om det passer.

Jeg vælger det eneste efternavn som starter med O: ‘Ochs’.
Det smager også lidt af Oschlag.
Og cementerer mit ry som fantasi- og eventyrforladt cyperborger in spe.

Til sidst skal jeg give nogle gammeldags informationer om mig selv – navn, adresse og alder – og som den gode (kommende) borger jeg er skriver jeg troskyldigt korrekte oplysninger.
Selv alderen.

Valuta for pengene

Næste skærmbillede er skræmmende fyldt med betalingskort-logoer.
Jeg mente bestemt at det var gratis at oprette sig i Second Life?!

Det viser sig at det er gratis. Men giver jeg mine betalingskort-oplysninger så modtager jeg 250 Linden-dollars – det er møntfoden i denne verden – uden at der bliver trukket nogle penge på mit betalingskort.

Senere hen kan jeg købe flere Linden-dollars på mit betalingskort hvis jeg får brug for at bruge penge i Second Life.

Jeg banker mine kæreste oplysninger ind, og satser på at 1,5 millioner brugere ikke er blevet taget i røven uden at råbe op om det på nettet.

Jeg aner ikke hvad de 250 gummidollars kan bruges til, men jeg har hørt om folk der er blevet dræbt for digitale løsøre i virtuelle verdener, så et eller andet af værdi må der jo være derinde.

Jeg kender heller ikke prisniveauet i Second Life, men har bare læst mig til at der omsættes for cirka 9 millioner kroner hver dag i Second Life. Rigtige danske kroner.
Men måske 250 L$ er nok til at jeg kan købe en virtuel cykel og komme hurtigere rundt…

Med eller uden pels?!

Så skal jeg vælge avatar – det er den figur som jeg vil optræde med i Second Life.
Igen har jeg læst mig til at jeg senere kan ændre min avatars udseende så den matcher mine lyster, men indledningsvis skal jeg åbenbart træffe et grundlæggende valg.

Jeg bliver præsenteret for nogle forskellige mandetyper – de fleste med smalle hofter og lange ben. En af dem minder dog betænkeligt meget om en mus.

Ham springer jeg over, og vælger i stedet en smart citytype med afro og som har så tilpas smalle skuldre at det virker rimeligt.

Sådan.
Joachim Ochs er født i Second Life.
Med briller og skæg.

Så er det bare med at downloade den gratis software og hoppe ud i det med begge ben.

Læs videre en af de nærmeste dage hvor jeg vil bevæge mig ind i Second Life og tosse rundt.