The Weblog Wire – PR møder blogging

The Weblog Wire
Tjenesten The Weblog Wire blev launchet i dag, og er skabt med det formål at binde bloggere og PR-folk tættere sammen.

Ideen er at virksomheder kan smide en pressemeddelelse eller nyhed ind i The Weblog Wires system, der så via RSS distribuerer pressemeddelsen videre til de tilmeldte bloggere – der så kan blogge på indholdet i meddelsen.

I følge bagmændene – Jason Baptiste og Brian Breslin – er der tilsyneladende to vindere:
- Virksomhederne der får en unik kanal til at få blogget på deres nyhedsstof
- De tilmeldte bloggere der får historier leveret lige til blogdøren via troværdige kilder

En mulig tredie vinder kunne være The Weblog Wire der som åbningstilbud tager $49 for at en virksomhed smider en pressemeddelse i systemet – uden at give en cent videre til bloggerne.

Tidsånden tro, er tjenesten naturligvis i beta og gør opmærksom på det.

Gratis musik uden bøllebank

I gamle dage – dengang jeg var dreng og man kunne købe LP’er – så var det ikke usædvanligt at høre spørgsmålet; Hey, må jeg ikke lige låne den dér med hjem?!

Det ville tidstypisk have drejet sig om Nik Kershaws The Riddle, eller den nye maxi med Power Station som skulle hjem og overspilles til kassettebånd så man kunne snuppe musikken med i sin Walkman™ eller spille det på konfimationsanlægget hjemme på værelset.

Ja, undskyld til det yngre publikum for alle disse anakronismer, men sådan var det altså dengang!

Hvis du deler musik med din nabo i dag så er du pirat og vaneforbryder og står til bøde.

Bødepengene er der ikke rigtigt nogen der ved hvor bliver af, men igennem de sidste år har forskellige folk regnet på hvor meget de udøvende kunstnere går glip af ved denne deling, og det har vist sig at være forsvindende lidt.

Sådan er det blevet. Verden går sin gang. Politikerne og de store kommercielle konglomerater har igen vist at de er rigtigt gode venner.

Nuvel, kunne du tænke dig at lytte til god musik, lavet af uafhængige kunstnere der enten selv får penge for musikken eller simpelthen forærer den væk, så har The Digital Music Weblog netop begået en artikel som dækker en del af feltet.

Læs og lær hvor du finder god musik som du gerne må dele med din nabo.
Uden at den står på bøllebank fra Antihundegruppen.

Videoschlag teknik

Jeg postede i sidste måned mine to første hjemmekogte videoer her på oschlag.dk – en med asfalt og en med Vesterbro Festival.
De vakte stor begejstring fordi de var virkelig originale – specielt videoen med asfalt.
ASFALT!

Nuvel, træerne vokser ikke ind i en skyfri digital himmel og ikke alt var idel lykke og boblende opstemthed.
Videoerne var i et opskurt QuickTime-format og desuden så kunne brugere af Internet Explorer pludselig ikke se min weblog.
Videos goes a long way, men….

Nu har jeg fundet en Flash-løsning på sagerne:
Jeg konverterer skidtet med ffmpegX video/audio encoder, afspiller skidtet på bloggen via Flash Video Player og losser skidtet på bloggen med WP-FLV plugin til WordPress.

Prøv det selv – det er relativt enkelt hvis man på et eller andet tidspunkt har haft en ingeniør i familien.