Videoschlag: asfalt


Mit første forsøg med hjemmeproduceret video på oschlag.dk er et minuts penge der handler om…asfalt.
Whoa!

På min indkøbstur her på Vesterbro, København stødte jeg ind i asfaltbisserne der kiggede på pornobutikker og var ved at belægge Istedgade – og det sker jo ikke hver dag. Det sidste ihvertfald. Hvad ved jeg.

Optagelserne er lavet med en forholdsvis rolig hånd og en Sony Ericsson K700i mobiltelefon, og er konverteret og klampet sammen i QuickTime Pro, med en startskærm (hedder vist ‘posterframe’ i de rigtige kredse) lavet i Photoshop.
Kvaliteten stinker men det er jo ligegyldigt når emnet er interessant. Asfalt!

Har du ikke QuickTime installeret, men bare MÅ se filmen, så er der ingen vej uden om Apples QuickTime Download Central.
Sorry.

Nu er det Flash der er nødvendigt…

Kaffesalonen – en oase på brædder

Jeg har tilbragt de to seneste solskinseftermiddage på Kaffesalonens provisoriske ponton på Peblinge Sø.

Jubelidiot på vej til at falde i vandet
Det er et dejligt sted med udsigt til land, joggere og akavede vandcyklister i søen.
Et par brædder og nogle svaner kan man også altid finde i vandoverfladen.

Søsjov

Jeg kan anbefale at leje en vandcykel for 25 kroner i timen – det er god underholdning for os andre der sidder og diskuterer De Radikales medieforlig og drikke café latte.
Og vi er altid flinke til at holde i ankerkæden til cyklen ved ombord- og afstigning, men opgiv på forhånd at se graciøs ud mens du gør det.

Har du ikke meget fidus til pedalkraft og vil imponere med armmuskler, så er der en enkel robåd til leje. Beløbet er ukendt, men navnet på glasfiberjollen er eksotisk, grænsende til det overoptimistiske.

Loveboat

Ponton – og dog

Underlaget man sidder på er ikke optimalt og lader meget tilbage at ønske i forhold til stabilitet, men grunden til at Kaffesalonens søponton er midlertidig er nu ganske lykkelig.
Den oprindelig ponton og bådebro er blevet fjernet og er ved at blive udskiftet med et nyt arrangement, og det er artige sager der bliver skruet sammen til os: en stor søbundmonteret midterplatform flankeret af to slanke anløbsbroer med rækværk af skagenskryds og hele svineriet.

Jeg har ved selvsyn kunne konstatere at håndværkerne arbejder effektivt på brobyggeriet i mindst 20 minutter af gangen, så mon ikke det er klar til næste sæson. (Ejeren siger at skidtet står klar om 14 dage)

Ved dagens besøg valgte min partner en halv Bodum med standardkaffe, mens jeg selv gik ombord i en politisk korrekt flaske Søbogårdvand.
Kan man holde til søgangen så kan sådan et traktement strækkes til et par timers ophold – og det er da billigt for en flad 50′er.

History will teach us nothing

I aften har jeg været til fest i Råhuset på Halmtorvet.
Det er utroligt så populær 80′erne er blevet. Igen. Hos de unge.
De render rundt i gamacher og sort- og hvidternet t-shirts med ærmer der stopper ved armhulerne og brede plastikbælter.
Og så har de haft et billede af Limahl med hos frisøren.

Personligt har jeg det sådan hér: jeg rendte rundt og var grim i 80′erne og har absolut intet behov for at gentage fadæsen.
Men det hører vel ungdommen til at gentage vores andres fejltagelser.