Jeg har taget solarium i dag.
Ikke en stor nyhed for de fleste moderne danskere.
Men for mig var det altså første gang. Nogensinde.
Og jeg ved ikke engang om det hedder ‘at tage solarium’ mere…
Det hed det ihvertfald engang.
Og som jeg lå dér på Gl. Kongevej buret inde med masser af knapper at trykke på og lys og blæserlarm og musik, havde jeg 7 minutter til at tænke over den første gang jeg stiftede bekendtskab med begrebet ‘solarium’.
Det var som knægt i starten af 80′erne. Jeg er vokset op i Farum, og dér lå en eksplosivt voksende virksomhed som hed ‘Silver Pool.
Den leverede svømmepøler til dem med plads til sådan én.
Og det var der en del der havde plads til – dér i starten af 80′erne.
Sortimentet blev på et tidspunkt udvidet med solarier som blev solgt under navnet ‘Silver Solarium’.
Historien går såvidt jeg husker det på at to brødre var taget til USA og havde fundet ud af at svømmepøler og solarier var det helt hotte derovre.
Så tog de hjem til Farum og stiftede virksomhed på en mark og solgte svømmerpøler og ikke mindst solarier i stride stimer.
Det var det helt nye, og pigerne i klassen der var med på noderne var selvfølgelig også med på dette hér.
Pia var den første til at få et hjemmesolarium. Det var hængt op over forældrenes dobbeltseng, og alle fra klassen var hjemme og checke det ud.
Jeg ved ikke hvad hendes forældre syntes om at have 25 unger rendende i deres soveværelse, men ok det foregik om dagen. Vi var jo ikke så gamle og havde velsagtens en sengetid der skulle overholdes.
Et eller andet lever stadig på silver.dk, men på et tidspunkt døde den ene af brødrene Kim og Bo Wünsch der startede solariesuccesen i Farum.
Og idag findes der stort set intet på Google om Silver Solarium.
Et par solarier til salg på brugtportaler er hvad der er tilbage, og hvis de stammer fra dengang ville jeg nok betakke mig og bruge mine 500 kr på noget andet.
Et rabatkort til solcenteret på Gl. Kongevej for eksempel – 500 kr burde give mig omkring 2,5 times solarie.
Og det skulle vist være nok til at gøre mig sommerklar.