Gratis musik fra Mozart og Danmarks Radio

MozartDanmarks Radio går igen i front og tilbyder nu gratis musik i anledning af 250 året for Mozarts fødsel.

Hele ni symfonier fra mesterens hånd vil blive lagt til download over de næste måneder.
Allerede nu ligger to symfonier til download i mp3-format i to forskellige kvaliteter.

Musikken er indspillet af Danmarks Radios Symfoniorkester, og du kan også få den automatisk leveret til gadedøren af DR Podcast via dette feed:
http://podcast.dr.dk/mozart/rssfeed/mozart.xml

Gizmo – din nye samtaledims

Du kender sikkert Skype og ved hvor let og gratis det er at ringe op til nogen via din computer. Det føles fuldstændigt som at tale i traditionel telefon, selv om samtale via Skype bliver transporteret igennem Internettet – såkaldt IP-telefoni, Voice over Internet Protokol eller kort, VoIP.

Men der er et alternativ til Skype, og det hedder Gizmo.
Gizmo svarer i funktionalitet stort set til Skype – du kan ringe gratis fra din Gizmo til en andens Gizmo, og du kan købe taletid så du kan ringe fra din Gizmo til en almindelig telefon og vice versa.

Jeg installerede Gizmo for et par uger siden for at afprøve dimsen, og her er hvad jeg fandt ud af.

Installation og oprettelse af Gizmo-konto

Installation af Gizmo på Mac voldte ingen kvaler, men da jeg skulle oprette en konto havde jeg svært ved at få lov til at vælge brugernavnene ‘oschlag’ eller ‘ozlak’.
Begge navne var optaget påstod Gizmo, og da jeg ikke rigtigt troede på dét forsøgte jeg med ‘dkfkkdf’. Dette brugernavn var også optaget. Hmm…

Efter lidt kiggen rundt i Gizmos supportforum fandt jeg en anden der havde samme problem.
Jeg forsøgte derefter med ‘joachimoschlag’ og dette brugernavn gik glat igennem, så måske Gizmo har problemer med korte brugernavne?!

Samtalen

Jeg har talt sammen med Jesper Balslev via Gizmo (vi brugte begge Mac klienten) og både lydkvalitet og funktionalitet er på højde med Skype.
Jesper oplevede et par gange ikke at kunne logge på Gizmo, men det har jeg ikke selv oplevet.

En person som vi skulle interviewe til vores podcast Beocast, forsøgte desuden at installere Gizmo på en Windows computer, men det lykkedes ikke. Igen var det registrering af brugernavn der var problemet og vedkommende opgav.
Vi valgte derfor at lave interviewet via Skype, men hvorfor var vi så interesseret i at bruge den nye Gizmo?!

Indbygget optagefunktion

Hvis du ønsker at optage en samtale så har Gizmo en indbygget optagefunktion; klik på optageknappen og en lydfil i ukomprimeret kvalitet bliver gemt på din harddisk.

Virkeligt nemt og meget, meget bekvemt hvis du vil optage et interview for eksempel til brug i et podcast, som Jesper og jeg skulle.
Gizmo er i øvrigt høflig nok til at gøre alle parter opmærksom på at nu begynder optagelsen – en meget sympatisk og korrekt detalje.

Det kan også lade sig gøre at optage samtaler via Skype, men det kræver ekstra software som for eksempel WireTap Pro, og det koster som regel nogle dollars.

Indbygget telefonsvarer

Er der ingen der svarer på dit Gizmo-opkald?
Ingen problemer – du bliver nemlig spurgt om du vil lægge et besked til vedkommende du har ringet til. Gør du det så vil en lydfil med din besked bliver sendt til vedkommendes mailadresse, og da de fleste moderne mailprogrammer kan afspille lyd direkte, så er det en meget nyttig og ukompliceret feature.

Ventemusik

Sætter du en igangværende samtale på stand-by så har du mulighed for at afspille ventemusik. Noget vi alle kender til hudløshed når vi hænger i røret hos for eksempel TDC, og mange af os er sikkert også fint trætte af at høre Kåre Norges fortolkning af et stykke Bach.

Men Gizmo giver dig mulighed for at afspille en hvilken som helst lydfil som ‘ventemusik’, og det kunne jo være en lydfil med relevant information eller smagprøver på podcasts.

Åben platform – åbne muligheder

Gizmo findes til Windows, Lunux og Mac, og fordi Gizmo er en åben platform så er der rig mulighed for softwareudviklere til at integrere Gizmo i allerede eksisterende programmer.

Jeg benytter chat-programmet Adium til at samle al min chat i, og folkene bag Adium har lavet et plugin så jeg end ikke behøver at have Gizmo programmet åben, men blot tilføje min Gizmo-konto i Adium, og derved have chat og telefoni samlet i ét program.

Det er hér jeg ser den helt store mulighed. Personligt er jeg træt af at skulle have forskellige programmer åbne for at kunne kommunikere, og ikke mindst at skulle navigere i forskellige programmer hvis jeg har flere forskellige samtaler igang.

Det bliver spændende at følge hvor Gizmo-telefoni vil bliver integreret i fremtiden – foreløbigt er der udover integrationen i Adium, lavet en ‘bro’ imellem Gizmo og GoogleTalk.

Mænd og deres briller

Min far ringede til mig i dag.
Det er der ikke noget decideret usædvanligt i, som jeg plejer at sige – han ringer ind imellem for at høre hvordan det går og så’en.
Men i dag havde han en nyhed!

- Det’ far….jeg har fået nye briller
- Fedt – er de seje?!
- Jah…jeg må jo leve med at mit udsyn er blevet mindre…der er en sort kant HELE vejen rundt…de er nemlig meget mindre end mine gamle briller…jeg har testet og de gamle er bedre…disse her giver mig en sort kant hele vejen rundt – og jeg kan heller ikke se ud til siden mere!
- Ok…men du vænner dig til det – sådan er det jo altid at få nye briller…
- Nej – jeg har ikke vænnet mig til dem her – jeg må jo nok bare leve med det…
- Hvor længe har du haft dem?!
- Siden i går

Vi bruger også: Indbagt Kyllingebryst

Og netop sådan en satan har jeg just kylet i ovnen på 200 grader.
Bagpå papkassen fra Rahbek som har lavet maden i forvejen for mig, står der nemlig at min ovn skal være netop så varm, og som den gode forbruger jeg er følger jeg naturligvis altid den slags anvisninger.
Men der står også noget andet:

Læg produktet på en smurt smurt bageplade – evt. bagepapir – midt i ovnen.

Hallooo – jeg spiser helst ikke produkter hvis jeg kan blive fri.
Jeg spiser mad.
Og det er vel mad I har lavet til mig Rahbek, ikk’?!
I forsøger ihvertfald at sælge det til mig som mad.

Ambivalent kommunikation fra en – bevares – industrivirksomhed, hvis du spørger mig.
Jeg sender en venlig tanke ud til den ordkløvende Line Pedersen og hendes blogbogstaver.
Og en mail til Rahbek.

Geek Dinner, København, vol. 2

Henriette Weber og hendes rullede Geekdinner kører igen gryderne i stilling til en omgang nørdesnak og gourmetmad.

Stedet er Metrobar ved Forums Metrostation på Frederiksberg – så kan dem fra Amager også let komme hjem i deres brandert.

Sæt et digitalt kryds ved fredag d. 27. januar kl. 19.00 – tilmeldingen foregår på ægte nørdmanér i wiki’en.

Sidste gang var underholdende, og rygterne vil vide at ham her dukker op…