Hjemmeservice: Mobilopkald

I min opgang bor en fyr der hedder Anders.
Han bor på 2. sal og imellem når jeg er på vej ned eller op af trappen, så banker jeg lige på hos ham og siger undskyld.
Anders er en flink fyr, så han siger altid at ‘det gør da ikke noget’ eller ‘det skal du ikke tænke på’.

Men inderst inde ved jeg at han er småirriteret på mig.
Og du har også en eller anden i din omgangskreds som er småirriteret på dig.
Fordi du har en mobiltelefon.
Og fordi vedkommendes navn starter med ‘A’.

Når vi glemmer at låse tasterne på vores mobiltelefon, så sker det at telefonen ligger i lommen eller tasken og lige pludselig ringer op til den første person der står i vores telefonbog.
Det er uheldigt, og det omtales som ‘Oschlag’s Law’.

Løsningen

Opret en fiktiv person som du kalder ‘AAA’ med telefonnummeret ’00 00 00 00′.
Næste gang Oschlag’s Law træder i funktion, så vil din telefon ringe ud i det store tomme intethed, uden at genere nogen.

Meme-versionen:
Vi indtaster allesammen Louise Freverts telefonnummer under person ‘AAA’…

UPDATE
Tim K har gaflet Louise Freverts mobilnummer: 40 89 28 76
Så er det bare med at komme til tasterne.

Det er selvfølgelig noget svineri at opfordre til den slags chikane og lægge ét bestemt menneske for had udelukkende på baggrund af race, religion eller partifarve, så jeg vil på forhånd henlede opmærksomheden på at det ikke er mig, Joachim Oschlag, der har publiceret nummeret hér ovenfor. Det er min webmaster der står for al svineriet hér på siden.

Stem med hjertet (eller din foretrukne legemesdel)

Kommunalvalg 2005

Kommunalvalg 2005

Så er det igen blevet den tid på året hvor politikerne myldre frem fra deres arbejdspladser og er at finde på gaden – hvor vi vælgere jo befinder os hver dag.

I mit kvarter, Vesterbro, København, har jeg ved et par lejligheder fornyligt oplevet wannabe folkevalgte linet op side om side.
Uden smålig hensyntagen til partifarve, har de smilende stået skulder ved skulder på Vesterbro Torv og været ivrige til at uddele valgmateriale om dem selv.

Og jeg er sikker på at det også har været muligt at slå en sludder af dem – måske endda indgå i en decideret samtale med enkelte af dem.

Men jeg har ikke haft tid. Jeg har været træt. Fortravlet. Desværre – det har været nogle dårlige dage for mig at møde politikerne på. Og jeg har også følt mig en lille smule intimideret af deres fremstrakte arme fulde af valgmateriale.

Det har mindet mig for meget om provisionslønnede NGO-pushere der vil sælge mig et medlemskab til Dyrenes Beskyttelse. Jeg er lidt flad efter i flere år at have fået stukket politiske sager i hånden som bare skulle ned i halsen på mig.
Undskyld.

Men – kære politikere – jeg ser jer gerne noget mere på Vesterbro Torv.
Skal vi sige hver onsdag kl. 18?
Det kunne være hyggeligt og gavnligt for min demokratifølelse, hvis jeg vidste at jeg på en ugentlig basis kunne komme ned på torvet og snakke med jer allesammen om bydelen vi deles om.
Vi kunne tale om narkomaner, hjemløse, kvartérløft, trafik, handel, invandrere…
Er det en aftale så?!

David Heinemeier Hansson til USA

Manden bag produktivitetsværktøjerne Backpack og Basecamp og udviklingsværktøjet Ruby On Rails bytter sit EU pas ude med et fra USA.

I den anledning og i ypperste panik har Thomas Madsen-Mygdal, Lars Pind, Guan Yang, Martin von Haller Grønbæk og Nikolaj Nyholm kastet et arrangement som jeg kun kan opfordre til at dukke op til:

Vi arrangerer en emigrationsafhandling til ære for mr. Ruby on Rails/Basecamp/Backpack/37signals David Heinemeier Hansson.

Det bliver sidste chance for at få del i hans viden inden han emigrerer til USA, og du får mulighed for at give David en hilsen med på vejen.

Det hele foregår d. 14. november kl. 20 i København.
Rutevejledning, flyer og tilmelding hos Lars Pind.

Halløj på paskontoret

Tillad mig at præsentere manden der aldrig kommer til at mangle pasbilleder.
Han hedder Jonathan Keller og han har et projekt kørende som han kalder The Adaption to my Generation.

Det hele startede med at han købte et digitalkamera og så blev kæresten mopset fordi det var en dyr sag og spurgte om han måske ligefrem havde tænkt sig at bruge det hver dag og så sagde han at det havde han faktisk så hun skulle bare lukke røven.