؜kologiske madvarer en udmærket ting.
Bevares – de koster ekstra, men det kan svare sig i det lange løb.
En af vejene til kvindens hjerte går nemlig gennem ens madindkøbsvaner. Kvindemagasinerne bugner af artikler om urbane singlekvinder der går og glaner ned i mændenes indkøbskurve for at se om de nu er til medister og guldkorn eller til speltbrød og riskager. Begge blandinger giver mærkelig afføring, men sidstnævnte tager kegler hos Den Moderne Kvinde.

Men det behøver ikke være dyrt at være smart.
Masser af ikke ø-mærkede varer er nemlig i virkeligheden økologiske; kan producenterne ikke få afsat deres varer på det økologiske marked, så smides de i ordinære emballager og sælges som forhadt ikke-økologi.

Lad os få mø-mærket disse varer.
Udover det elementære spændingsmoment så giver det nemlig mulighed for at småscore på sine indkøbsture, selvom der er lavvande i kassen.
Og så er det helt i tråd med lotteri-tilstandene på forbrugerområdet; du får måske det der måske loves.

…om Mary:
Hun er faktisk 222 år gammel.

Der var vist nok engang hvor unge mænd med deres nyerhvervede kørekort i baglommen farede ud og købte en Ford Taunus, knaldede nogle brede sutter på dyret og cruisede Vesterbro på kryds og tværs med rødt lys i motorrummet.
De dage er tilsyneladende ovre.

Forleden dag jeg kom hjem gennem gården til min nye bolig nikkede jeg ihvertfald Goddag til tre unge mænd som stod i en halvcirkel og kiggede anerkendende på…en Sort Jernhest.

- Hvad står sådan én i?, spurgte en af ungersvendene den stolte ejer, idet jeg gik forbi.
Billig var den ikke, og mens jeg gik videre henimod bagtrappedøren vendte jeg mig om mod scenariet, lige tidsnok til at se den stolte ejer sparke til et af dækkene på vidunderet.

Hvad fanden sker der for os mænd i disse år?
Er det østrogenerne i drikkevandet?!

En af min nye underbos venner – ikke mine ord igen – har to katte.
Karma & Katastrofe.
Eller havde.
Karma er nemlig faldet ud fra 4. sal og har brækket nakken.
Nu venter vi spændte i kulissen på hvilke fortrædeligheder den tiloversblevne kat kan udrette.
Så kan de sgu lære at bruge ordentlige kattenavne til deres kræ.

12 dage uden ordentlig netforbindelse kan sætte ethvert moderne menneskes liv i relief.
Hvad laver man?
Hvem ser man?
Er det muligt at indtage sin aftensmad uden at computeren er tændt og coaxialt forbundet med en del af sit menneskelige netværk?

Dusinvis af disse eksistentielle spørgsmål er vældet op i dagene som er passeret. Eller rettere, har vældet op i mig i dagene som har passeret. Altså jeg har tænkt meget over livet og så’en ikk’. Nå!

Nuvel.
Jeg har bestået de fleste af disse pinselsfulde dicipliner. Jeg har lavet ting. Jeg har set folk. Jeg har indtaget maden i mit nye spisekøkken, enten stirrende ind i væggen, eller konversende med et menneske af kød og blod.

Men jeg er blevet overrasket. Ikke over hvor meget af mit liv jeg tilbringer i selskab med for eksempel dig som læser dette nu – målt i tid.
Men over intensiteten og tyngden af disse bekendt- og venskaber.
Mine digitale relationer vejer tungere end jeg havde forestillet mig.
Og som med alt andet godt hér i livet – såsom sex, rent drikkevand og autonom vejrtrækning – så falder tiøren først når man ikke har adgang til dem.