Så er det umiskendeligt fredag og sexbrevsprækken er på pletten igen…så at sige.
I denne udgave skal det nemlig handle om sædceller. Et evigtgyldigt ur-emne.
Redaktionen har modtaget følgende spørgsmål:

Måske kan du eller dit panel af ivrige aktører hjælpe med afklaring af et spørgsmål der pt. optager en af mine veninder umanerligt meget.

Men venlig hilsen
En bekymret veninde

Jeg er – trods utallige ejakulationer – ingen ekspert på området og har aldrig fået klager eller ros.
Men hermed er spørgsmålet lagt ud som et stykke råt kød til de hungrende masser.

I min søgen efter noget software faldt jeg i dag over et interessant program der kunne dit og dat og så ud til at være udmærket.
Indtil mine øjne ramte et ganske specielt sted i teksten hvor der stod at programmet var “100% fleksibelt”.

Nu er jeg måske ikke kendt som en stor sodomistisk knueknepper, men fleksibilitet har altså – ganske på linie med stramninger – en grænse. Eller rettere – ordet fleksibel er et slags beskrivende tillægsord som med al den gode vilje og magt der findes, altså ikke kan gradbøjes i procent. På linie med ord som smuk, støjende og elskovsyg.
Jeg ville ihvertfald til enhver tid afholde mig fra noget – eller nogen – der var 100% fleksible.
Der ville være noget…ufærdigt over dem.

Sommeren går snart på hæld og der er ikke længe til at Folketinget kommer tilbage fra sommerferie for at gøre landet usikkert.
I mellemtiden kan vi andre som samlet set har tilknytning nok til Danmark til at få lov til at blive boende, nyde sensommervejret og dyrke den civile ulydighed i det små.

Bevares. Ugens ulovlige er ikke en musikrevolution: et gammelt nummer tilsat trommebeats og scratch. Voilà!
Men som med så mange andre ting hér i livet – lad mig i flæng nævne sex – så kan det gøres prætentiøst og med ligegyldighed eller det kan gøres humoristisk og med sans for den skæve vinkel…så at sige.

Forelægget til dette nummer lyder som en gammel Ennio Morricone komposition, og det er svært ikke at forestille sig en opgraderet Clint Eastwood i nylon poncho når man hører jødeharpen fjedre i det fjerne, mens trip-hop trommerne maser sig på i forgrunden.
Men tag ikke mit ord for det.

Det er sjovt når der ved en fejl bliver bliver byttet om på billederne til to artikler om henholdsvis Tivolis nye forlystelse og nedbrud i Metroen.
Og måske tættere på sandheden…

(The Copenhagen Post, 22-28. august 2003)

Hvis sandheden skal frem, og det skal den jo – faktisk har sandheden en tendens til under alle omstændigheder at komme frem og så kan man ligeså godt selv fortælle den, det borger dog til en hvis grad for kvaliteten – så drikker jeg ind imellem en Tuborg Squash.

Denne klassiske appelsinvand er formidabel imod tømmermænd, sansynligvis på grund af sukkerindholdet, der på en sommerdag efterlader en sirupsagtig masse i bunden af glasset efter blot få minutter.

Det mest facinerende er dog farven – ikke meget ulig en dialysepatients morgen-urin.
Men det påstås at drikken ikke inderholder kunstige farvestoffer – ergo må den være farvet af naturlig vej.
Fortæl mig at de ikke står og pisser i tankene efter direktionsfrokosterne ude på Carlsberg.
Please.

Ja, hvem skulle have troet det, men jeg hørte radio i fredags.
Sognepræst ved Frihavnskirken Andreas Christensen var i studiet og emnet var vielser.
Hvorvidt selve vielsen og det at skrive under på hinanden skulle foregår i eller udenfor kirken.
Andreas Christensen mente så bestemt at papirarbejdet skulle foregår på rådhuset, og så kunne man bagefter komme i kirken og får en ceremoni der sagde spar to – for nu at bruge hans egne ord.

Så ville man også være ud over den polemik der – undskyld udtrykket – er genopstået i den seneste tid, om hvorvidt homoseksuelle par bliver lige lovligt meget viet i kirken.
Som sognepræsten udtrykte det, så må folk selv finde sammen – så skal kirken nok sørge for en festlig dag i kirken.

En noget ophidset lytter ønskede at vide om han så også vil have begravelserne ud af kirken, hvortil han svarede at begravelser da skal holdes i kirken og at det understregede hans pointe:

- Den Danske Folkekirke går ikke og slår folk ihjel – de sørger som regel for at dø udenfor kirken – og så foregår det efterfølgende ritual jo i kirken.