Endnu en lørdag er oprindet til glæde for os weekend-folk og til harme for musikindustrien.
I denne uge præsenteres – på linie med sidste uge – en sjælden perle.
Der er jam og slowfunk på programmet, og uanset om du er på vej ud af døren (måske vi ses på stamstedet om en times tid?!) eller om du er kommet hjem fra byen med mr/miss right now, så er det passende toner.
- Hej unger *host*host*spyt* – jeg hedder Lars og jeg er sådan en slags minister for sundhed hér i Danmark og det er altså ret fornuftigt det dér jeg foreslår med at I ikke må købe smøger før end at I er 16 år gamle og må køre på knallert og så’en…
Lars for helvede – de kan jo ikke købe nogle smøger, for du har fandme købt og røget dem allesammen!
(Credit: Dennis Leary)
Nyt spændende tiltag på oschlag.dk:
- Gæt et piktogram!
Eller endnu bedre – giv dit bud på hvad idioten hér foretager sig, og hvor man kunne forestille sig at sådan et skilt skulle hænge.
Det sjoveste foreslag vil vinde en tur i byen med undertegnede…altså vedkommende som kommer med foreslaget…doooh!
Klik på piktogrammet for stor størrelse (hvis du tør).
Efterhånden som årene har revet i mig, og givet mig sympatiske furer i ansigt og sjæl, har jeg også fået det underligt med andre menneskers følen sig trådt på. Eller rettere – deres reaktion når de føler sig trådt på:
På vej hjem fra job i dag befandt jeg mig midt i myldretids-stimen af cyklister.
Turen gik af Åboulevarden mod Nørrebro og nede omkring Søpavillonen bliver der som nogen vil være bekendt med, rodet med Metro på 3. år i træk. En provisorisk ponton-cykelsti slår et sving ud i vandet og består af blot een enkel bane. Alle vi halvtreds små glade cyklister ligger diciplineret i røven af hinanden som perler på en snor.
Eller…næsten alle.
For halvvejs ude i søen at stønner nogen mig i nakken…sådan i venstre side af nakken.
En tydeligvis utilpas person har lagt sig næsten op på siden af mig, og læner os begge op af ulykkestatistikken. Hun sukker og jamre sig.
Well, jeg siger til mig selv at jeg blot skal koncentere mig om ikke at ryge med i statistikken – måske hendes rommie har lavet thé & honningmadder og venter hende hjemme til en bestemt tid. Måske hendes hamster lige er død. Måske måske måske.
Da vores fælles trængsler er ved at være forbi og stien drejer skarpt til venstre ud mod overhalingsfriheden, den ordinære cykelsti, vælger min private bagdørsindianer at forsøge at komme forbi mig…indenom.
Inden hun (ikke?) kommer forbi mig, vender jeg hovedet kort og fortæller hende, at af alle umulige overhalingsmuligheder på denne korte strækning, synes jeg absolut at hun valgte den dårligste, og at jeg ikke har tænkt mig at lade hende forsøge at komme indenom mig midt i et skarpt venstre-sving med mulig trafik fra højre.
Hun opgiver sit ærinde med et:
- Så må du virkelig undskylde mig!
Bang!
Jeg aner efterhånden ikke hvad jeg skal stille op med den slags. Det tumler rundt inden i mig et et minuts tids, inden jeg kan give slip på det.
Folk som af egen fri vilje sætter sig selv i en offer-rolle og som et såret dyr slæber sig videre på deres færd igennem livet med et slimet spor af uretfærdighed efter sig?!
Jeg opgiver at takke for undskyldningen.
Hvorfor bruger Anders And egentlig svømmefødder når han dykker?
Kærlighed er det største vi har…sådan hér i livet, dér…
Og når to mænd erklærer deres kærlighed til hinanden så er det bare smukt på sådan en…modernistisk måde.
Når de to mænd så tilfældigvis er statsoverhoveder i henholdsvis Amerika og England…så er det ovenikøbet underholdende…på sådan en lidt ubehagelig måde:
