Efterhånden som årene har revet i mig, og givet mig sympatiske furer i ansigt og sjæl, har jeg også fået det underligt med andre menneskers følen sig trådt på. Eller rettere – deres reaktion når de føler sig trådt på:
På vej hjem fra job i dag befandt jeg mig midt i myldretids-stimen af cyklister.
Turen gik af Åboulevarden mod Nørrebro og nede omkring Søpavillonen bliver der som nogen vil være bekendt med, rodet med Metro på 3. år i træk. En provisorisk ponton-cykelsti slår et sving ud i vandet og består af blot een enkel bane. Alle vi halvtreds små glade cyklister ligger diciplineret i røven af hinanden som perler på en snor.
Eller…næsten alle.
For halvvejs ude i søen at stønner nogen mig i nakken…sådan i venstre side af nakken.
En tydeligvis utilpas person har lagt sig næsten op på siden af mig, og læner os begge op af ulykkestatistikken. Hun sukker og jamre sig.
Well, jeg siger til mig selv at jeg blot skal koncentere mig om ikke at ryge med i statistikken – måske hendes rommie har lavet thé & honningmadder og venter hende hjemme til en bestemt tid. Måske hendes hamster lige er død. Måske måske måske.
Da vores fælles trængsler er ved at være forbi og stien drejer skarpt til venstre ud mod overhalingsfriheden, den ordinære cykelsti, vælger min private bagdørsindianer at forsøge at komme forbi mig…indenom.
Inden hun (ikke?) kommer forbi mig, vender jeg hovedet kort og fortæller hende, at af alle umulige overhalingsmuligheder på denne korte strækning, synes jeg absolut at hun valgte den dårligste, og at jeg ikke har tænkt mig at lade hende forsøge at komme indenom mig midt i et skarpt venstre-sving med mulig trafik fra højre.
Hun opgiver sit ærinde med et:
- Så må du virkelig undskylde mig!
Bang!
Jeg aner efterhånden ikke hvad jeg skal stille op med den slags. Det tumler rundt inden i mig et et minuts tids, inden jeg kan give slip på det.
Folk som af egen fri vilje sætter sig selv i en offer-rolle og som et såret dyr slæber sig videre på deres færd igennem livet med et slimet spor af uretfærdighed efter sig?!
Jeg opgiver at takke for undskyldningen.