Inden der går Belli i hele svineriet her på siden, er det heldigvis blevet lørdag og det betyder at der igen skal skiftes musik i den virtuelle jukebox.

I denne uge en klassiker fra The Orb, som fandt et gammelt tv-interview med en ung og tydeligt (kemisk) påvirket Ricky Lee Jones. De kunne ikke stå for hendes tågesnak om barndommen hjemme i Arizona, så de klippede og klisterede det sammen med et beat.

Tågesnak javel – men hvad kan man forvente når en hjernelammet lokaltv-vært spørger:
- What was the clouds like when you were young?
Tror de fleste ville være nødt til at snuppe en håndfuld illegale piller inden de svarede på det spørgsmål.

En ordinær – og derved ganske herlig – tur i byen med de gamle venner, endte uventet i koncertkaos på Frederiksberg. Et par hurtige mobilopkald og vi var alle skrevet i døren til pensionist-kommunes vel nok største arrangement på denne side af juletræsfesten.
Midaldrende fans pressede og masede efter de obligatoriske ekstranumre, men aftenens stjerne fandt dog nåde for denne skribents fremstrakte arme, og kvitterede med billede og signatur.

UPDATE:
Billedet er forsvundet ud på de evige bitmarker, men det er Peter Belli vi snakker om…

En af mine gamle venner som jeg blandt andet har gået i gymnasiet med, har fået job på en uddannelsesinstitution i Helsinge. Og tillykke med det! Også til dig, Helsinge, for han er sgu go’.

Nå, han kunne berette om første skoledag – som jo altså også var første arbejdsdag for ham – og om hvordan disse purunge poder vendte friske og veludviklet tilbage til anstalten efter endt sommerferie. Om hvordan disse teenagere grinede og morerede sig på bekostning af en mikrofon-uvant rektor der – igen i år – bød formanende velkommen tilbage fra ferie. Om gensynets og forventningens glæde der stod malet i hovedet på dem alle. Om auraen af motivation og videbegærlighed der stod som en sky omkring hele rødstensbyggeriet.

Vi kunne godt huske det – ham og jeg. Hvordan det var at komme tilbage til kammerater og kammerat-bekendte efter et par måneders ferie-eksil. Totalt tanket op. Lommerne fulde af ferie-flirts og toldfri cigaretter.
Der stod man så…i sine stone-washed Levi’s og sine udtrådte sejler-sko – med det bredeste smil og kiggede bare fremad.

Skægt. At sidde i dag og kigge tilbage på dengang man kun kiggede fremad.
Den dag troede vi vist aldrig skulle komme. Dengang.

Der er ikke noget at gøre ved det. Det er udenfor menigmands kontrol. Vi må æde det på linie med styrtdykkende IT-aktier og dalende hjemmehjælp:
Taxa-bestanden i København skal nedbringes med 200 styks.
Der er nemlig flere Mercedes’er i Hovedstaden end der er behov for, mener man.
Faldet i bestanden skal ske ved såkaldt naturlig afgang, og med den måde hyrevognene i København til tider køres på, så går der nok ikke længe inden målet er opfyldt.
Det er Taxanævnet som har bestemt at der skal være færre taxaer. Hvilken herlig instans. Og hvilken konsekvens i beslutningerne de træffer. Må jeg foreslå etablering af en Duenævn og et Gademusikanter-fra-Peru-nævn, med samme beføjelser.

Det såkaldte Internet er – i stil med den såkaldte Virkelige Verden og Danmarks Radios programflade (to ting man tilsyneladende ønsker at holde helt adskilt) – fuld af skidt og kanel og gode historier. Men tilgengæld så er meget af morskaben på Nettet stadig gratis – omend underlagt en eller anden form for ansvarsfralæggelse og klare retningslinier for hvad man må og ikke må med morskaben. Og gratis kan man jo ikke sige at Danmarks Radio er – eller den Virkelige Verden. Dér skal der lægges knitrende eller klingende Euro på bordet.
Og at morer sig uden kunstig stimulans må vel siges at være et ligeså stendødt fænomen som Unionen.
Så tillad mig at introducerer flere timers vedlagsfri underholdning. Klik på menupunktet “Underholdning” ude i menuen til højre på din skærm. Det er ganske gratis at gøre – koster højst et par kilojoule energi.

En stor del af os brillebærere, bærer på en tungere byrde end stellet på næsen (og ja, lad os få det på bordet…det skulle jo komme frem før eller siden: denne skribents syn er nedsat).
Vi har nemlig fået stillet diagnosen “bygningsfejl”.
Et eller andet i vores øje – eller – oh skræk – i begge vores øjne – er simpelthen bygget forkert. Skruet forkert sammen. Noget er gået galt.
Og derfor står der altså bygningsfejl overalt på vores journaler.
Et utroligt ord, som vist ikke kender sin mage i sundhedssystemet. Det er svært at forestille sig andre handicap blive omtalt som bygningsfejl. Men når det drejer sig om øjet, så er det tilsyneladende i orden at være politisk ukorrekt.
Egentligt ganske forfriskende…hvis man altså ikke lige selv var bygget forkert.