Gense det legendarisk race mellem Danny Wilde og Lord Brett Sinclair på vej i hver deres seje slæde mod Monte Carlo.
Komplet med split-screen og læderhandsker og Tony Curtis og Roger Moore.

Musikken er Tony Hatch & Jackie Trent der synger ‘Gotta Get Away’ på den der tjing-tjang-tamburin-70′er-måde som desværre er gået af mode.

Skulle du pludselig savne at høre John Barrys legendariske titelmusik til The Persuaders, så check introen her:

Glem alt om Taleban-bilbomber i New York og bandekrig på Nørrebro.
Nu raser bagerkrigen i 2900 Hellerup.

Lagkagehuset lægger sig ud med Emmerys og 2900s tre andre old skool bagerier i en manøvre der ikke er set større siden BOPAs aktion mod Riffelsyndikatet.

Læs Kjeld Hybels grundigt researchet artikel om krigen, hvor du blandt andet kan høre Carl-Ove fra strandvejsbageriet “Café Vagn” kalde Lagkagehuset chef Ole for et røvhul og beskylde ham for at bruge dårligt mel.

Vær desuden forberedt på læserkommentarer a la:

Som søn af en bager finder jeg det bare for dyrt

og

Jeg mistænker dem for at bruge såkaldte brødmix og korte hævetider

Min onkel John har altid været rapkæftet – lige siden han var dreng, siger min mor.
For et par dage siden fyldte han 72 år – men det bliver man åbenbart ikke mindre stor i kæften af.

Den anden dag opdagede han at der trængte vand ind fra taget i hans hus og ind i stuen.
Som alle fornuftige borgere ville gøre, ringede han til sin forsikring:

Onkel John: Der drypper vand ind i min stue fra loftet…
Forsikringsdamen: Hvor kommer vandet fra?
Onkel John: Fra skyerne?!

Jeg håber at jeg vil være lige så flabet når jeg er 72.

Ok, når man har sådan en blog så er det vist meningen at man ind imellem skal vende vrangen ud på sig selv, som en slags naturalie-betaling til de 4-5 stykker der bruger tid på at læse med.
Der forventes at man outer noget med mellemrum.
Kaster kød til løverne.

Nuvel – her til aften kørte en eller anden tilfældig netradio-kanal i Casa Oschlag og pludselig spidsede jeg ører over et catchy klavertema.
Og det næste der skete var at jeg blev en emo-poptøs der var fan af den dynamiske russisk-lesbiske duo t.A.T.u.
Skøre, skøre verden.

I øvrigt er det i dag præcis 2465 dage siden jeg første gang skrev om t.A.T.u.
Tilfældigt? Det tror jeg vist ikke.